Kontakt

Lovgivningen

Set fra de offentlige myndigheders side, er der stor velvilje, når der skal gives tilladelse til anlæg af nye vandhuller og søer. Ved korrekt placering og anlæg, har et vådområde en meget stor naturmæssig værdi. Vandet tiltrækker padder insekter m.v. og er en forudsætning for at en række fugle og dyr ønsker at yngle området. Fasaner og agerhøns foretrækker at yngle indenfor 100-200 m fra et vandmiljø.  Et godt vandmiljø på ejendommen fremmer såvel den daglige glæde for ejer, ejendomsværdien, naturen i sig selv og de jagtmæssige muligheder.

Tilladelser:
Hvis der skal anlægges en sø, skal man være opmærksom på, at det kræver tilladelse efter planloven og eventuelt naturbeskyttelsesloven. Kommunen behandler sagen efter planloven. I tilfælde af, at søen kræver tilladelse efter naturbeskyttelsesloven, videresender kommunen ansøgningen til amtet.

Vilkår for tilladelse:
I forbindelse med en eventuel tilladelse til anlæg af søer, er der en række vilkår og anbefalinger som skal følges. De skal sikre, at søen får en stor biologisk mangfoldighed. De kan derfor variere afhængig af lokale forhold og af søens størrelse. Følgende retningslinier er generelt gældende:

1.
Afstand på mindst 10 meter til nærmeste vandløb, og uden forbindelse dertil.

2.
Kommunen skal kontaktes hvis der stødes på affald. 

3.
I små søer, under 1.000 m2 må der hverken udsættes eller fodres andefugle, fisk eller krebs. 

4.
I større søer kan der tillades udsætning af andefugle.  

5.
I større søer kan udsætning af fisk i nogle tilfælde tillades, dog ikke regnbueørred, græskarper, guldfisk og andre ikke danske arter. Fisk må ikke fodres. 

6.
Der må ikke opsættes redehuse, foderflåder eller lignende, ligesom søer kun må hegnes med eventuelt nødvendigt kreaturhegn. 

Anbefalinger ved anlæg:

1.
Søen bør udformes så den tilpasses terrænet. Den skal anlægges med så jævnt skrånende bredder som muligt, hældningen bør som regel ikke være større end 1:5. Der bør desuden være lavvandede områder langs bredden.  Det opgravede materiale udjævnes i nærmere udpegede områder og altid mindst 5 meter fra søens bred. 

2.
Dybden skal svare til størrelsen. Et vandhul på 500 m2 behøver ikke være dybere end 1m. Dyr og planter som normalt lever i små vandhuller tåler udmærket at vandhullet tørrer ud i et tørt år . Derimod bliver fisk udryddet ved udtørring. Det betyder at bestanden af smådyr og padder får bedre levevilkår.

3.
Nyplantning på sydsiden af søen bør undgås.

4.
Der bør kun plantes træer og buske som findes naturligt i området altså hjemmehørende danske arter og ikke rhododendron, snebær, spiræa eller hybenrose.

Oprensning af vandhuller:
Et meget stort antal vandhuller i f.eks. gamle mergelgrave trænger til oprensning. Ofte er vand slæmmet helt til med organisk materiale og mere eller mindre livløst. Der er behov for oprydning rundt om hullet så der kommer sol og luft til.

Velanlagt vandhul
Søen skal følge det naturlige terræn. Undgå øer. Fodring i og ved søen ødelægger vandmiljøet

Lavvandede søer har den største naturværdi.